Industriel Symbiose

Symbiose betyder samliv mellem forskelligartede organismer, hvor alle kan drage nytte af hinanden. Her bliver udtrykket brugt om et industrielt samarbejde i Kalundborg mellem flere virksomheder og kommunen, som gensidigt udnytter hinandens rest- eller biprodukter.

Symbiosesamarbejdet har udviklet sig spontant over en længere årrække og omfatter i dag omkring 20 projekter. Udvekslingen af restprodukter mellem virksomhederne fremgår af diagrammet.

- Alle projekter er både miljømæssigt og økonomisk bæredygtige.

diagram_web.jpgSymbiosesamarbejdet er i stadig udvikling med nye tiltag og samarbejdsprojekter imellem medlemsvirksomhederne, optagelse af nye potentielle medlemmer, eksport af symbiose konceptet til andre industri-områder i Danmark samt Europa og resten af verden.

Det overordnede formål med Symbiosesamarbejdet er at højne miljøbevidstheden og gavne miljøet gennem øget effektivitet, udvikling og formidling af genanvendelse af spild- og affaldsstrømme på tværs af virksomhederne. Herved nedsættes virksomhedernes forbrug af ressourcer (energi, vand og råvarer).

Netværkssamarbejde

Den industrielle symbiose i Kalundborg er opbygget som et netværkssamarbejde mellem 7 virksomheder samt Kalundborg Kommunes tekniske forsyningsenheder.

Ideen bag symbiosen er, at de 7 virksomheder: DONG ENERGI A/S Asnæsværket, gipspladefabrikken Gyproc A/S, medicinalfabrikken Novo Nordisk A/S, enzymproducenten Novozymes A/S, olieraffinaderiet StatoilHydro A/S, genbrugs- og jordbehandlingsfirmaet RGS 90 A/S, affaldsselskabet Kara/Noveren I/S og Kalundborg Kommune på kommerciel basis udnytter hinandens rest- eller biprodukter.

Den ene virksomheds biprodukt udgør en vigtig ressource hos en eller flere af de andre partnere. Resultatet bliver et lavere ressourceforbrug og en klart mindre miljøbelastning

Samarbejdspartnerne har også en økonomisk fordel af samarbejdet, da alle aftaler i symbiosen bygger på forretningsmæssige principper.

Kalundborg Kommune tiltrækker bl.a. via symbiose samarbejdet nye virksomheder og nye forsknings- og udviklingsprojekter til kommunen. Disse F&U aktiviteter skal på lidt længere sigt udmøntes i etableringen af permanente afdelinger af universiteter og højere læreranstalter i kommunen.